Logo
læs_også_linier

Se også

læs_også_linier

Galleri

Renæssancedragter

Renæssancemusik

HVAD ER RENÆSSANCEDANS?

Dans Anello

Anello og det righoldige kildemateriale

Når vi afgrænser den periode, vi beskæftiger os med, plejer vi at sige, at vi har begrænset os til perioden mellem 1576 og 1605, og det er fordi det er fra det tidsrum, vi har overleveret et righoldigt kildemateriale. Det betyder ikke, at nogle af dansene ikke kan have været danset nogle år tidligere, ligesom enkelte af dansene også har holdt sig på repertoiret et stykke ind i 1600-årene. En enkelt af de danse, vi har på programmet, har kunnet dateres til 1612.

Citat

Italien og renæssancen

Omkring år 1600 var Italien toneangivende på mange områder, ikke mindst inden for musik og dans. Italien, som havde haft sin renæssance i 1400-årene var i virkeligheden nok inde i en periode, som vi i dag vil betegne som barok, men vi regner alligevel de italienske danse fra denne periode med til vores repertoire af renæssancedanse.


Dansen og det beherskede sind

Det var vigtigt, at man viste sig fra sin bedste side, når man var på dansegulvet. Også fordi man havde en forestilling om, at det at beherske sine bevægelser afspejlede, at man også kunne beherske sit sind.

underskoerterne

Under skørterne

Også damerne gik til dansemesteren, men der forventedes ikke ligeså store færdigheder af dem som af mændene, og meget af fodarbejdet kunne jo alligevel heller ikke ses under de lange skørter. Vigtigst for damerne var det at kunne bevæge sig let og yndefuldt. Alligevel fremgår det af dansebeskrivelserne, at damerne dansede de samme trin som herrerne i pardansene, men når det kom til soloer, kunne herrerne brillere med spring og pirouetter, mens damerne holdt sig til det enklere, men mere graciøse.

Dansemestrene og deres rolle

Da det var vigtigt at kunne danse, kom dansemestrene til at spille en vigtig rolle, og de var som regel meget vel betalte. Udover danseundervisningen havde de også som opgave at undervise i gode manerer i almindelighed. De rejste rundt fra hof til hof, og de italienske mestre rejste over hele Europa. Vi ved, at de kom så langt som til Nordtyskland, så der er en rimelig grund til at formode, at de også har besøgt Christian IV's hof her i Danmark.

fabogces

De store dansemestre og deres værker

Særligt to dansemestre har sat sig et eftermæle i form af digre trykte værker, hvori dansekunsten er detaljeret beskrevet, nemlig Fabritio Caroso, som virkede i Rom, men som rejste meget rundt, og Cesare Negri, som tilsyneladende udelukkende virkede i Milano. I deres værker er både beskrevet de gode manerer på dansegulvet, hvordan man rent teknisk udfører de forskellige trin, og et stort antal koreografier med musik. Alt sammen er det beskrevet i ord, man havde ikke noget grafisk notationssystem svarende til musikkens noder for eksempel.

Rekonstruktion af dansetrin

Kildematerialet medfører en vis usikkerhed for os, når vi skal prøve at rekonstruere dansene, for det er meget svært at beskrive bevægelser præcist, og man oplever også tydeligt, når man læser kilderne, at hele renæssancens forestillingsverden er meget forskellig fra vores i dag.

Citat

Medusa og bevægelsen

Et typisk eksempel på et trin beskrives omtrent således: Du tager først vinger som ørnen, der svinger sig mod bjergets top, for så pludselig at stå forstenet, som havde du set Medusas hoved for dig. Vældigt malende, men ikke særlig informativt for os, når vi for eksempel gerne vil vide, hvilken fod vi skal begynde på.



Pavane

- er måske den mest kendte af renæssancens danse. Det skyldes sikkert, at der er så meget dejlig musik bevaret til netop denne rolige og højtidelige dans. Pavanen var af italiensk oprindelse, men den vandt udbredelse over hele Europa. I dens grundform består den i, at de dansende med pavanetrin danser rundt i salen - svarende til senere tiders polonæse og march. Men den kunne også koreograferes til andre former, som man kunne tænke sig indlagt i et stykke scenisk hofunderholdning.

Bassa

- også kaldet Bassadanzaen (den "lave" dans) er en dans, som holder sig ved jorden, uden hop. Det er en danseform, som kan spores helt tilbage til de ældste kendte dansebeskrivelser fra 1440'erne. Her omkring år 1600 er den imidlertid ikke stilistisk forskellig fra de andre danse, men ét særkende har den bevaret, den kunne danses af et enkelt par eller af flere par i kolonne.

Allemande

- eller som den blev kaldt i Italien Alemana, betyder tysk dans. De tyske danse inspirerede også de italienske dansemestre, bl.a. Cesare Negri. Denne type dans var også meget populær i England, hvor den hed Almaine.